Presse

Express Bank leverer 83,7 mio. kr. til bundlinjen

Express Bank har netop offentliggjort regnskabet for det første halvår 2016, hvor banken har genereret et resultatet på 83,7 mio. kr. efter skat. For den tilsvarende periode i 2015 var resultatet 66,1 mio. kr., men stigningen kommer ikke bag på Express Banks administrerende direktør John Poulsen, som forklarer:

“I år har vi fokuseret på at udbygge vores markedsposition på det norske marked, og indsatsen har givet udbytte. Vi har formået at øge vores samlede udlånsbalance med 1,4% siden udgangen af 2015, og den udgør nu 3,6 mia. kr. Dertil er nyudlånet steget med 5,2% sammenholdt med samme periode sidste år, og begge tendenser kan tilskrives bankens organiske vækst på det norske marked. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at ekstraordinære poster har bidraget til resultatet. En aktiegevinst på 12 mio.  kr. i forbindelse med salg af vores aktier i Visa Europe samt en fortsat forbedring af bankens gruppevise hensættelser/nedskrivninger.”

På andre nøgleposter ser vi netto renteindtægterne stige med 3,6% – fra 181,5 mio. kr. efter første halvår 2015 til 188,1 mio. kr. nu i 2016. Egenkapitalen udgør nu 541,3 mio. kr., hvilket ligger på niveau med sidste år. I forhold til ultimo 2015 er der tale om et fald på 107,5 mio. kr. grundet udbetaling af dividende på 195 mio. kr. Egenkapitalforrentningen efter skat ligger derfor på 14,1% ved udgangen af juni 2016 sammenholdt med en egenkapitalforretning efter skat på 17,7% ved udgangen af 2015.

Vi har en klar ambition om styrke vores forretning på nordisk plan

Omkostningsniveauet er opadgående. De samlede udgifter til personale og administration udgør 101,7 mio. kr. til sammenligning med sidste halvårsresultat på 88,2 mio. kr., hvilket skyldes en stigning i antal medarbejdere.

“Vi har en klar ambition om styrke vores forretning på nordisk plan, fortæller John Poulsen. Og som en naturlig følge deraf investerer vi i flere medarbejdere, som skal bidrage til at indfri vores målsætninger. På samme tid kører vi et tæt parløb med vores ejere, BNPP Paribas – Personal Finance, som er en vigtig bidragersyder til udviklingen af Express Bank i Norden.”

Med mindre at der sker uforudsete ting på markedet, er forventningen fra Express Bank, at årsresultatet kommer til at ligge på linje med resultatet fra 2015 med fortsat vækst i Norge og moderat vækst i Danmark – og uden forventninger om yderligere enkeltstående poster, der påvirker det endelige resultat.

Du finder halvårsregnskabet for 2016 her.

13. oktober 2016

Express Bank lancerer simpel forsikring, der ikke gør forskel på folk

Klik her og læs mere